landskabsarkitekter
fakta
Type: Bolig
Beliggenhed: Århus N, Østjylland
År: 2010 - 2012
Bygherre: Aarhus Kommune
Samarbejdspartner: Kuben Management, Aarhus
Kommune, Borgergruppe
karré 345
"Med en gårdforbedring bliver der skabt lys, luft og nye aktivitetsmuligheder til karréerne i de tætte byområder."
Aarhus Kommune har siden 1978 gennemført offentligt finansierede gårdforbedringer i karréer i centrummet af byen. Med en gårdforbedring bliver der skabt lys, luft og nye aktivitetsmuligheder til karréerne i de tætte byområder.
Ideen med gårdforbedringen af Karré 345 er at skabe rammer for beboernes ophold og aktiviteter samt at sikre, at gården bliver grøn, smuk og rig på oplevelser, både set fra gårdniveauet og fra lejlighederne.
Gårdanlægget bliver alle beboernes fællesareal, hvor der er mulighed for ophold i sol og skygge, mulighed for leg og tørring af tøj. I fællesarealerne er der rig mulighed for uformelle møder, men til hver opgang hører også et mindre og mere intimt opholdsrum.
Karréen er delt i en vestlig og en østlig del med en mindre forbindelse, der binder karréen sammen. Det sammenbindende element for Karré 345 er en flisebelagt sti, der forbinder alle rum og funktioner. Beplantningen mellem de halvprivate arealer og de egentlige fællesarealer vil i hele karren fremstå ensartet og som et sammenhængende element for hele karréen.
De bygningsnære arealer indrettes principielt på samme måde for alle ejendommene. Det skal være nemt at komme fra de bygningsnære arealer ud i de åbne og solrige fælles arealer. Dette kan eksempelvis være til en lille opholdsplads, der er trukket lidt væk fra bygningerne, eller til et af de 2 store opholdsarealer.