landskabsarkitekter
Hans Eriks Lund
"Midt i Viborg folder landskabet sig ud, hvor rå skrænter, grønne oaser og stille vandflader mødes – et sted, hvor fortidens industrielle aftryk møder nutidens fællesskab og natur."

Hans Eriks Lund er skabt på resterne af en gammel grusgrav og er i dag et rekreativt byrum med plads til både aktivitet, ophold og natur. Det karakteristiske, rå udtryk fra grusgravens historie er bevaret som en visuel fortælling om stedets fortid, mens området er tilført nye funktioner og faciliteter, der inviterer til leg, sport og fællesskab.
Et af projektets centrale greb har været håndteringen af overfladevand, løst gennem etablering af regnvandssøer. Søerne fungerer som et teknisk og æstetisk element, der både øger biodiversiteten og tilfører en rolig stemning til området.
Faciliteterne spænder fra multibane og mountainbikespor til madpakkehus og åbne opholdszoner. Midt i det hele har trolden Elle fundet sit hjem, hvor hun står som vogter af Ellekongebakken, der skal passeres for at komme dybere ind i landskabet - skabt i et samarbejde mellem Boligselskabet Sct. Jørgen og kunstner Thomas Dambo.
Området fungerer desuden som et aktivt læringsrum for Søndre Skole, hvor den overdækkede bygning og de omkringliggende faciliteter bruges i udeskoleundervisningen.
Hans Eriks Lund er blevet til gennem et tæt samarbejde mellem Viborg Kommune, Søndre Skole og lokale beboere. En fælles indsats, der har forvandlet en nedlagt grusgrav til et levende, grønt åndehul – skabt til både byens borgere og den vilde natur.
Type:
Natur
lokation:
Viborg, Midtjylland
Bygherre:
Viborg Kommune
år:
2022-2025
Samarbejde:
Viborg Kommune







